DM’s kommentatorer

FM Mads Boe og IM Klaus Berg skriver om kommenteringen ved DM:


Efter at Per Andreasen er stoppet som chefkommentator til DM, blev vi tilbudt at overtage opgaven. Per har gjort det fantastisk godt gennem mange år, så vi skulle da også lige overveje det grundigt, inden at vi slog til.

Vi har begge en vis erfaring med kommentering, så vi håber at de mange der har været glade for Pers kommentering, også vil blive tilfredse med vores måde at gøre det på. Alene ved at vi er to, betyder under alle omstændigheder, at det bliver en anden måde, vi vil forsøge at gribe opgaven an på.

I lighed med Per fører vi også kommenteringen videre uden computeranalyser. Vi synes også, at det er vigtigere, at vi i fællesskab med publikum prøver at forstå stillingerne fremfor bare at se nogle lange computeranalyser, man i princippet bare kan se på computeren. Vi vil også have stor fokus på at få alle med i analyserne, og input, forslag, sjove bemærkninger m.m. er meget velkomne. Det skal være hyggeligt i kommentatorrummet! 

På gensyn i Svendborg!