Runderapport – 6. runde

Kommentatorerne IM Klaus Berg og FM Mads Boe skriver om 6. runde følgende: 

Sjette runde blev præcis ligeså spændende som de foregående runder! Kampskak når det er bedst i alle partier.

Først færdig i dagens runde var Jesper der besejrede Igor i et flot taktisk parti der indebar kvalitetsoffer undervejs. 19.e5 var meget kompromitterende, men giver mulighed for et farligt kongeangreb. I kommentatorrummet viste Jesper partiet, og der var klapsalver til 27.Ld6! (se stillingen nedenfor), der afgjorde partiet.

Stillingen efter Jespers 27. Ld6

De to yngste spillere, 14-årige Jonas og 16-årige Filip mødtes, og det blev en fremstødsvariant i Caro Kann med 3.-,c5 – samme variant som mod Bjørn for et par runder siden. Jonas mente at kort rokade var unøjagtig, og at det er bedre først at spille Sc6. Efter rokade blev Filips kongestilling angrebet, og i kommentatorrummet var vi sikre på, at Jonas ville følge op med bondestorm på kongefløjen. I stedet åbnede Jonas stillingen på dronningefløjen, og efter et par unøjagtigheder var Filip tæt på udligning. I tidnød lavede Filip flere fejl og tabte.

Bjørn fik hurtigt udlignet i en Stonewall struktur, da han tidligt fik byttet sin en springer for den sortfeltede løber. Et vigtigt tidspunkt i partiet er Dc6, som ved første øjekast ser godt ud, men bringer dronningen i fare for at blive fanget. Bjørn viste i kommentatorrummet den lange forcerede variant, som ville have fanget dronningen. Bjørn byttede om på to træk, således at han kun vandt en officer for nogle bønder. Slutspillet var vundet, men Bjørn lavede flere unøjagtigheder og måtte nøjes med remis.

Stormesteropgøret mellem Sune og Boris endte remis. Sune fik ikke det store i åbningen, og efter 12.-,d5 udlignede sort. I kommentatorrummet demonstrerede Sune på bedste vis nuancerne i stillingen, hvor begge parter skal passe på. Efter en del afbytninger kom spillerne ud i et remisslutspil.

Det sidste parti der var færdig, var den førende spiller Allan, der havde sort mod Jakob. I den engelske åbning (Siciliansk i forhånden) overraskede Jakob med 5.h4. I kommentatorrummet kunne vi godt lide den hvide stilling efter 18.Dd2. Jakob valgte planen f3-e4 for at tage kampen op om centrum, men det gav Allan fordel, da løberen på g2 blev passiv. Allan opnåede klar gevinststilling, men i tidnøden spillede han galt, og Jakob kunne kæmpe sig til en remis efter 90 træk!

Til venlig information vil runderapporten til 7. runde være forsinket til lørdag formiddag på grund af DM i lyn fredag aften!
(KJ)