Kampskak i første runde

Første runde i årets landsholdsklasse lover godt for turneringen. Alle partier fandt en vinder, og der blev kæmpet til sidste bloddråbe.

Første sejrherrer blev den syvdobbelte danmarksmester Sune Berg Hansen, der slog Mikkel Antonsen. Sune Berg har traditionelt et godt tag på Antonsen, og gevinsten så meget overbevisende ud. Partiet blev afsluttet med en fin taktisk pointe startende med 23. Txb7!

Fotoet øverst i artiklen af Sune Berg Hansen er taget af Thomas Vestergård.

Anden vinder blev den firdobbelte danmarksmester Allan Stig Rasmussen, der med sort i en caro-kann hurtigt fik udlignet mod Nikolaj Borge, der gik galt i byen med 20. Txa7?. Det blev prompte straffet taktisk, så også en perfekt start for Allan Stig.

Boris Chatalbashev fik med sort hurtigt gendrevet Jens Ove Fries Nielsen 1. e4, c5 2. f4, men som Mads Boe og Rasmus Skytte fortalte i kommentatorlokalet, valgte Chatalbashev at komplicere tingene i stedet for at få en lille, men klar fordel. I de taktiske forviklinger var Jens Ove Fries Nielsen meget skarp, og turneringens første overraskelse var en realitet efter 44 træk.

Partiet Poul Rewitz mod Martin Haubro var meget lige langt hen ad vejen, man da en masse brikker blev afviklet nærmest tvungent, var det Poul Rewitz, der sad tilbage med et svært slutspil. Selvom netop Rewitz er kendt som slutspilsekspert, og har udgivet bogen ”Slutspilstudier og æstetik” tilbage i 1993, var der ikke ressourcer nok i stillingen til at holde remis.

Dagens klar længste parti – 5 timer og 17 minutter – stod mellem stormesterkollegaerne Lars Schandorff og forhåndsfavorit til at vinde hele turneringen, Jesper S. Thybo. Partiet så meget lige ud hele vejen, og da man kom i slutspil med 5 bøder og løberpar til hver, var der mange, der regnede med at partiet ville blive remis. Thybo have en nærmest mikroskopisk fordel på grund af en dobbeltbonde til Schandorff, og han pressede og pressede da også. Thybo ofrede optimistisk en bonde i træk 63, men det endte med at blive fatalt, da slutspillet kort derefter var nemt vundet for Schandorff. Et resultat, der må betegnes som en overraskelse, men fin start for den rutinerede Lars Schandorff.

Lars Schandorff – fik ram på forhåndsfavoritten i første runde. Foto: Thomas Vestergård

Dagens resultater:
GM Sune Berg Hansen – IM Mikkel Djernæs Antonsen 1 – 0
IM Nikolaj Borge – GM Allan Stig Rasmussen 0 – 1
IM Jens Ove Fries Nielsen – GM Boris Chatalbashev 1 – 0
GM Lars Schandorff – GM Jesper Søndergård Thybo 1 – 0
FM Poul Rewitz – IM Martin Haubro 0 – 1

Også Kort Påske 1 startede i dag kl. 14.00. Der er kun 10 deltagere i den første Kort Påske, der bliver klart flere deltagere i løbet af ugen i de andre grupper. Kort Påske spilles efter Schweizer-systemet, og der var ingen overraskelser i første runde, selvom flere af de undertippede gjorde en fin figur.

Patrick Noumedem Hansen fra Valby tabte, men var godt med langt hen i partiet. Foto: Thomas Vestergård