Præmieoverrækkelse til de resterende grupper – Kulminationen på DM 2021

Nogle af deltagerne har nu spillet ni dage i træk, mens andre har spillet færre, men vi må nu sige farvel og tak til dem alle da DM 2021 er afsluttet.

Det blev til utrolig meget god skak, gensyn med venner og bekendte, og ikke mindst oplevelser for livet.

De fire underturneringer der skulle afsluttes på denne sidste dag var: Landsholdsklassen, Kandidatklassen, G7 og Veteranklassen. Hos nogle sad nerverne uden på tøjet og man kunne af og til høre rystende hænder der tabte en brik, for nu var præmierne inden for rækkevidde. Trods alle disse spændinger i luften, var der ingen komplikationer der krævede de tilsynsførende dommeres afgørelser, og skak fungerer nu en gang bedst, når det kun er imellem de to der sidder overfor hinanden.

Jeg vil give en opsummering af alle vinderne og vise billeder fra præmieoverrækkelserne, og overlade analyser og kommentering af partier til dem der er bedre kvalificeret til det.

Der var mange vi kunne glæde med en præmie, så det gælder om at holde tungen lige i munden !

Landsholdsklassen

I Landsholdsklassen kunne en meget glad GM Allan Stig Rasmussen tage titlen som Danmarksmester 2021 med hjem fra hotel Svendborg efter 9 runder !

Der var selvfølgelig også præmier, bifald og store smil til de to som kom ind på delt 2-3. pladser i Landsholdsklassen. Her ses GM Sune Berg Hansen (t.v.) og GM Jesper Søndergård Thybo (t.h.), og der var også en præmie til 4. pladsen som gik til Lars Schandorff.

Vi er mange derude som ønsker at kunne være lige så gode til skak, som i er !

Kandidatklassen

En meget seriøs-udseende gruppe stod på vinderpodiet i Kandidatklassen, hvor vi her har afbildet 3. plads FM Bjarke Jensen (t.v.), 2. plads FM Mikkel Strange (m.f.) og Kandidaten som udover at vinde denne gruppes førstepræmie, også vinder en plads i Landsholdsklassen til det næste DM-stævne: IM Jacob Sylvan (t.h.)

Kvindedanmarksmester og Juniordanmarksmester

Efter alle spillets regler, har vi også den store fornøjelse at kunne kåre en Kvindedanmarksmester og en Juniordanmarksmester blandt deltagerne i Kandidatklassen !

Til 2021 udgaven af DM var den bedste kvinde Elena Gerassimovich Steffensen, og har fuldt ud fortjent præmien og titlen.

Af deltagere i Kandidatklassen som endnu ikke var fyldt 20 år ved årets start, var WFM Ellen Fredericia Nilssen den højest rangene i tabellen og vinder dermed også både en præmie og en titel.

Veteranklassen gruppe 1

Vi har i år valgt at inddele Veteranklassen i to grupper, og der var selvfølgelig også præmier til begge grupper, men kun én kunne tage den flotte vandrepokal med hjem.

Fra venstre mod højre: Jørgen Frank Hansen (1. Rating præmie), Flemming Stald (2. rating præmie), Claus Nørregård (2. præmie) og Jan Bauner (1. præmie)

Veteranklassen gruppe 2

Ikke alle var tilstede da der skulle gives præmier, men her ses vinderen af Veteranklassen gruppe 2: Peter Nielsen med 4½ point ud af 5 mulige !

G7 turneringen

Den sidste gruppe som også skulle have præmier i dag var den der ofte hedder basisgruppe G7 i kalenderen, og jeg kan oplyse at ordet basis er synonym med fundament, og deltagerne kan derfor anse sig selv som grundlaget for turneringen. Vinderne af denne gruppe har stor chance for at bruge den som springbræt til at gå videre til noget større !

Her ses gruppens vindere, fra venstre mod højre: Christian Gottschalck (rating præmie u. 1700), Kurt Hollesen (3. præmie), Bjarke Gregor (2. præmie) og Emil Zander (1. præmie). Der er også en præmie til bedst placerede deltager under 1500, Simon Bjørk Haarh (ikke afbildet)

Det var alt fra resultatsiden, skulle man sidde derude og har spottet en fejl eller har ris/ros til os der har forsøgt at tilrettelægge en turnering som falder i alles smag, vil vi altid sætte pris på tilbagemeldinger fra jer.